Her er det, jeg har fået skrevet ind indtil videre 
Remix (”Remix”, Lessig, kompendiet s. 230)
I teksten ”Remix” fortæller Lawrence Lessig om et begreb, kaldet ”RW culture”. På Internettet er al tekst RW (Read/Write), alt skrevet er op til debat. Lessig beskriver ydermere, at om ti år vil ”alt skrevet, som er læst” være tilgængeligt på nettet – Ikke at folk direkte vil kunne downloade kopier, men mere tilgængeligt i en ”open-acces way”, hvor andre vil kunne kommentere, bedømmer og kritisere der skrevne, som de har læst. Dette er det centrale i RW culture.
Alle kan i dag bruge internettet og digitale værktøjer. Alle kan ”skrive” ved at bruge billeder, musik og/eller video. Og alle kan dele det med andre over nettet.
Nu kan man ligge lyd over billeder, tekst over video, osv. Det hele kan blive mixet sammen til ukendelighed, hvis det er det man ønsker.
Men hvorfor laver en remixer ikke bare sine egne ting? – Pga. referencen – at bruge materiale, som er kendt af folk, og måske endda har en følelsesmæssig betydning for folk. Lessig pointere, at man stadig skaber noget nyt – et nyt produkt. Han mener at remix er en god ting, da folk kan vise deres talent uden først at producere det.
Piracy (”Free Culture”, Lessing, s. 55)
I “Free Culture” fortæller Lessig om” Loven om piratkopiering”. Det startede med, at Edison og Henri Fourneaux opfandt maskiner, som var i stand til at reproducere musik. Loven gav dog komponister den eksklusive ret til at kontrollere kopier af deres musik, og retten til at kontrollere offentlig adførelse af deres musik. Lessig så dog nogle smuthuller i loven:
“But what if I wanted to record “Happy Mose,” using Edison’s
phonograph or Fourneaux’s player piano? Here the law stumbled. It was
clear enough that I would have to buy any copy of the musical score that
I performed in making this recording. And it was clear enough that I
would have to pay for any public performance of the work I was recording.
But it wasn’t totally clear that I would have to pay for a “public performance”
if I recorded the song in my own house (even today, you don’t
owe the Beatles anything if you sing their songs in the shower), or if I
recorded the song from memory (copies in your brain are not—yet—
regulated by copyright law). So if I simply sang the song into a recording
device in the privacy of my own home, it wasn’t clear that I owed the
composer anything. And more importantly, it wasn’t clear whether I
owed the composer anything if I then made copies of those recordings.
Because of this gap in the law, then, I could effectively pirate someone
else’s song without paying its composer anything.”
(Side 55i Free Culture)
Citat kortes ned …
Loven måtte forbedres, så den kom komponisterne og forlæggerne til gode. Komponisterne skulle nu betales for ”maskinel reproducering” af deres musik. Men i stedet for at give komponisten komplet kontrol over retten til at lave maskinel reproducering, fik indspilnings kunsterne en ret til at indspille for et penge beløb. Det er denne del af Copyright loven, som gør det muligt at lave covernumre.
Så snart en komponist bevilger en indspilning af hans sang, må andre frit indspille den samme sang, så længe de betaler den oprindelige komponist en gebyr fastsat af loven.
